Fysiske symptomer på angst

Krop og hjerne snakker altid sammen, og derfor manifesterer angst sig ikke kun psykisk. Det kan også blive et fysisk problem med spændinger, hjertebanken eller hovedpine. Nogle gange er det nemmere at fokusere på det fysiske i stedet for alt det, der rumsterer i hovedet – det er mere håndgribeligt og presser sig mere på. Andre gange underkender vi de fysiske symptomer, mærker ikke vores krop, eller har svært ved at se sammenhængen mellem de fysiske symptomer og vores bekymringer, grublerier og fobier.

Her er beskrevet nogle af de typiske fysiske symptomer på angst, men billedet vil selvfølgelig variere afhængigt af angsttypen og sværhedsgraden.


Angst og udmattelse


Udmattelse er et af de mest almindelige fysiske symptomer på angst, og det kan være både frustrerende og hæmmende i hverdagen.

Når tankerne ræser derudad, når hjertet banker, når kroppen er spændt, eller når man hele tiden skal være opmærksom, bruger man rigtig meget energi, og det kan mærkes i både krop og hoved.

Kroppen kan føles tung og brugt, selvom man ikke har bevæget sig, og hjernen kan næsten føles, som om den er ved at gå i hi – og det hjælper hverken med kaffe eller en lur.

Hvis man hele tiden er udmattet (og vel at mærke ikke fejler noget fysisk), kan det være et symptom på angst. Krop og hoved er simpelthen på overarbejde.

Når man mærker trætheden, kan man være fristet til at være hård ved sig selv, for hvorfor kan man dog ikke bare gøre det, man skal? Og som alle andre ser ud til at kunne?

Men selvkritik ændrer ikke noget.

I stedet bør man fokusere på egenomsorg, være bevidst om, hvordan man prioriterer sin energi og udelukke unødvendige stimuli. Ligesom man ikke bare kommer af med angsten, kommer man heller ikke bare af med trætheden, men man kan arbejde med den, så man får det bedste ud af sin hverdag.


Angst og hjertebanken


Når man er ængstelig eller lever med angst, oplever man ofte hjertebanken, fordi kroppens stresssystem aktiveres. Det kan føles, som om hjertet slår hurtigere, skipper slag, eller måske man kan mærke hjertet helt oppe i halsen.

Udover at det i sig selv kan være meget ubehageligt, kan det også forstyrre ens søvn og føre til ekstra bekymringer – for kan der være noget fysisk galt? Og hvorfor vil hjertet ikke bare slå normalt, så man kan slappe af?

Man kan hurtigt blive overopmærksom.

Bekymringerne kan i sig selv forværre symptomerne, og hvis man er uheldig, kan man ende ud i et angstanfald.

Det er udfordrende at leve med angst, men at bekymre sig om symptomerne forværrer som regel kun symptomerne. Hjertebanken er oftest ikke farlig, og den forsvinder, når man ikke længere skænker den opmærksomhed, eller når man kommer ud af situationen, der trigger angsten.


Angst og søvnforstyrrelser


Angst er ofte forbundet med søvnproblemer eller decideret søvnløshed. Det kan være svært at falde til ro, fordi hovedet kører, hjertet banker, eller kroppen er urolig – og jo mere man vender og drejer sig, des værre bliver det.

Hvis man ofte lider af søvnproblemer, kan man ligefrem være bange for ikke at kunne sove – og så har man sat sin krop i alarmberedskab, inden man overhovedet har lagt hovedet på puden.

Det værste er, at mangel på søvn i sig selv kan forværre angstsymptomerne – og så er man havnet i en ond cirkel, som det kan føles svært at bryde ud af.

Når det er rigtigt slemt, kan man føle sig som en zombie, der ikke rigtigt er til stede, selvom man lader som om.

Der kan være mange måder at bryde den onde cirkel på, afhængigt af de specifikke udfordringer, men det er altid en god ide 1) at starte med at acceptere, hvordan man har det, 2) ikke ligge for længe i sengen, selvom man er træt og 3) få nogle gode vaner.


Angst og muskelspændinger


Angst kan ikke bare sætte sig i kroppen som udmattelse eller hjertebanken, men også som muskelspændinger eller deciderede muskelsmerter. Det er meget typisk at opleve spændinger i skuldre, nakke eller kæber, men i princippet kan det ramme alle muskelgrupper.

Vi spænder op for at være årvågne og klar til kamp, også selvom det ikke er nødvendigt.

Spændinger kan være det eneste eller første, man bemærker, når man har det svært. Man kan brokke sig over smerter i nakke og skuldre, uden at det går op for en, at man faktisk er stresset. Omvendt kan man også have vænnet sig så meget til muskelspændingerne, at de falder i baggrunden, og man ikke bemærker, hvordan de påvirker ens energiniveauer eller tilstand.

Muskelspændingerne fortæller os, at der er noget at bekymre sig om, og bekymringerne får kroppen til at spænde op.

Vores angst vil derfor blive bedre, hvis vi får løsnet spændingerne. Her er motion/bevægelse en både gratis og effektiv mulighed – som også hjælper på andre angstsymptomer.


Angst og hovedpine


Når vi er ængstelige eller stressede, spænder vi ofte musklerne, og hvis vi spænder omkring hoved og skuldre, kan det give spændingshovedpine.

Smerterne kan i sig selv være med til at forværre vores tilstand, fordi de kræver utroligt mange ressourcer at håndtere, og vi kan blive bekymrede over, hvorfor det bliver ved med at gøre ondt. De lave energiniveauer og bekymringerne kan føre til endnu flere spændinger, der gør hovedpinen endnu værre – og det er en ny måde at havne i en ond cirkel.

Faktisk kan vi blive så bange for at få eller forværre vores hovedpine, at vi bremser vores liv, vælger aktiviteter fra og i stedet bliver overopmærksomme på smerterne, og hvordan vi har det.

Men spændingshovedpine er netop forårsaget af spændinger, og hvis de skyldes eller forværres af angst, giver det mening at sætte ind her, ikke ved hovedpinen. Ud fra det perspektiv vil alt, der kan forbedre vores angst, potentielt kunne forbedre hovedpinen. I hvert fald hjælper det sjældent at passe så meget på os selv, at vi får svært ved at leve.


Angst og mave-tarm-problemer


Vi kender alle sammen til at være nervøse eller spændte og derfor skulle en ekstra tur på toilettet, men når man lider af angst, kan ens fordøjelsessystem være påvirket ofte eller endda på daglig basis. Vores negative følelser går simpelthen lige i maven, fordi tarmene og hjernen hele tiden kommunikerer

Man kan være oppustet, få mavesmerter, have tynd mave, eller måske får man kvalme og mister appetitten. Angst og stress kan også forværre symptomerne, hvis man i forvejen lider af irritabel tyktarm.

Når vi udskiller stresshormoner, bliver vi mere sensitive overfor en lang række sensationer, inklusiv dem fra mave-tarm. Det kan altså blive et problem i sig selv, som man skal tage hånd om og være opmærksom på.

Som det også er tilfældet med de andre fysiske symptomer, kan man være hurtig til at fokusere på det fysiske frem for at arbejde med angsten. Det kan være nemmere og mere håndgribeligt, men det gør det også sværere at lære at leve med angsten og minimere symptomerne på sigt.